torsdag den 4. november 2010

Mandelgaven

Jeg ved ikke, hvordan du har det?
Men hvis du nu køber et stykke "mandelsæbe", så har du formodentlig en forventning om, at den indeholder mandelolie - eller i det mindste har et eller andet med mandler at gøre.

For nogen tid siden købte jeg et stykke mandelsæbe hos en anerkendt producent af skæresæber. Der var ikke umiddelbart en liste over indholdsstoffer at skue, men jeg fik et lille kort med i posen, hvorpå var trykt en INCI-liste. Stor var min overraskelse, da jeg kom hjem og opdagede at den ikke indeholdt skyggen af mandelolie - faktisk var sæbens sammensætning af olier præcis den samme, som  de fleste andre sæbers fra samme firma. Der var godt nok tilsat noget duft, som måske godt kunne minde lidt om marcipan, men ved nærmere tids bekendtskab mere lugtede af apotek. Aha, tænkte jeg. Og følte mig lidt snydt.

Nu ved jeg jo godt, at "italiensk salat" ikke altid indeholder italienere og "russisk salat" ej heller russere. Men når det handler om et stykke sæbe, så er det ærligt talt lidt synd ikke at gøre brug af netop mandeloliens ultra plejende egenskaber, når man nu netop vælger at kalde den mandelsæbe. Formodentligt er det også denne association, som dannes i forbrugerens bevidsthed og får hende til at købe.

Det måtte jeg jo gøre noget ved. Så derfor jeg er igang med at begå en mandelsæbe.




Den ligner marcipan og den dufter som marcipan. Den indeholder ikke andet end fraktioneret kokosolie, mandelolie og benzoin resinoid, der dufter lidt sødt af vanille og marcipan.

Sidstnævnte skaber lidt problemer. Det sidste døgn har mildt sagt været op ad bakke, "kill your darlings" & "knæk din kæphest". Benzoin resinoid accellererer simpelthen forsæbningen i en grad, som jeg ikke havde fantasi til at forestille mig og derfor ser sæben lidt grim og ujævn ud. Måske får jeg det aldrig til at lykkes. Måske dropper jeg bare enhver dufttilsætning og går helt efter den rene vare. Vi får se.

Til gengæld giver vi lige Stefan en hånd, ikke? De nye forme virker super, og ideen med at bore hul i sæben og trække den på snor er da mildt sagt genial. Sådan gør man i Tyskland, forlyder det.

Vi snupper lige ideen.

:-)

8 kommentarer:

  1. (off the record: det er hvad der i værste fald kommer ud af at skyde det der marketing ind mellem research & development og sales:).

    her bliver vippet anerkendende med både bryn og tæer af

    1. Stefans form! og kan sagtens forestille mig dig som bagepapirstilskæremester..

    og 2. snoren. kan huske snoren fra min barndom og den er så skidesmart. så tørrer sæben også i en ruf. génial!

    SvarSlet
  2. (måske burde man ikke fortælle verden om de eksperimenter, som gik galt. men jeg har anlagt den holdning, at der ikke findes en mislykket portion sæbe - man lærer noget hver gang. heldig holdning. idag er jeg dumpet i rosensæbe og chokoladesæbe.)

    Formene og snoren er geniale - Stefan har allerede lavet 4 forme til mig nu. Så nu kan der forsæbes!

    Og så har jeg jo snydt og gjort det man ikke må. Jeg tog mandelgaven med i bad, selv om den ikke er moden og klar endnu. Den er simpelthen så fantastisk blød og plejende, at jeg ikke tør tænke på hvor lækker den bliver, når den er færdigmodnet. Så jeg arbejder videre med den!

    SvarSlet
  3. Henriette, er det noget du sælger af?
    Eller er det kuns til eget brug?

    Kunne nemlig frygtelig godt tænke mig at prøve en sæbe, uden for mange dikkedarer til min sarte hud

    Og hvis Regitze så kunne lave en creme, der dufter af vanilie.. så ville jeg være lykkens pamjulefis<3

    SvarSlet
  4. Mille, planen er jo nok at noget af det skal sælges eller foræres væk - jeg er trods alt ikke så renlig, at jeg vasker mig i et kilo sæbe om dagen ;-)

    Men før jeg slipper sæberne løs på sagesløse personager, skal der eksperimenteres og udvikles opskrifter. Og så skal sæberne modne, det tager en måneds tid. Det er en langvarig proces, og det er ikke alt som lykkes. Jeg har selv meget, meget tør hud og derfor er jeg lidt glad for "Mandelgaven" - men den skal liige være helt færdigudviklet og helst lidt kønnere, før du får lov at prøve :-)

    SvarSlet
  5. Jamen den BEHØVER jo ikke være strømlinet og smuk - bare pH og plejeværdi er i orden, betyder det mindre om den ligner noget fra Illums parfumeri, syns jeg.

    Jeg kan osse godt huske de der brusesæber med snor. Det er et genialt princip.

    SvarSlet
  6. Dana, snoren ER genial, for den er med til at sikre at sæberne tørrer mellem hver brug. Og netop det er alfa og omega, når det også sakl være hygiejnisk.

    Mine sæber kommer aldrig til at ligne noget fra Illums parfumeri - men du ved også selv fra strikke og håndarbejdsverdenen, at der er forskel på "homemade" og "homecrafted". Det er et håndværk at lave lækker sæbe og derfor synes jeg også det er vigtigt, at sæben får et flot udseende. Teknisk afdeling aka Stefan arbejder på sagen :-)

    SvarSlet
  7. *grin*

    Ja, du kender jo min holdning til forskellen på 'håndlavet' og 'hjemmelavet'. Du er tilgivet.

    Men jeg kan nu godt lide sæber, hvor man kan se at sæbemagerens hænder har været i aktion - og sådan er vurderingerne så forskellige.

    SvarSlet
  8. Jamen, vi er helt enige, Dana :-)

    Men der må fremskaffes et ordentligt skæreaggregat, for det er vigtigt at få sæben skåret, så den kan modne lidt hurtigere - og det er også rart, at den har en god, hård og glat overflade, så den holder længere. Så, tilbage i tænkeboksen.

    SvarSlet