søndag den 2. januar 2011

Godt Nytår!

Her sker ikke så meget i øjeblikket. De fleste af mine sæber er blevet gamle nok til at komme ud at lege med nogle andre, så jeg sidder ene tilbage og venter i spænding på, om de nu også kan begå sig ude i den store verden.

De første meldinger er ret lovende, jeg får svar på det, jeg ønsker og ideer til præcis, hvilke knapper jeg skal dreje på i næste ombæring. Det hjælper unægteligt på selvtilliden, at de opskrifter jeg helt selv har opfundet og udviklet får bedst kritik.

Det er vist sådan en flertrins-raket, jeg har sat mig op i. Første trin er overhovedet at få lavet noget sæbe uden palmeolie, som er en fornøjelse at vaske sig med. Det sidste er vigtigt, for ingen af os gider lukke øjnene og tænke på fædreland og orangutanger, mens vi vasker os. Ihvertfald ikke i al evighed. Skidtet skal holde og så må jeg finde ud af, hvordan jeg får det til det.

Et af de næste trin bliver at udvælge en samling sæber, en kollektion om du vil. Og derefter lære at arbejde med større portioner.

Eller ikke. Jeg ved endnu ikke præcist, hvad jeg vil med dette her - måske vil jeg blot hygge mig med at lave sæbe til mig selv, min familie og venner. Måske vil jeg sælge noget af det. Jeg har ikke bestemt mig endnu. Og det afhænger jo også lidt af, om første trin i raketten crasher og brænder.

Lige nu pusler jeg lige så stille med et par småting. Jeg jager stadig den perfekte shampoo bar og lige nu venter jeg spændt på resultatet af en af Dr. Bob's recepter. Kan "the missing link" være jojoba-olie?  Det er bestemt ikke umuligt. Jeg leger også lidt med parfume, fordi det er så sjovt og tilfører sæbesyderiet et strøg af både spænding og total uforudsigelighed.

Nå ja, og så klokker jeg også grundigt i det en gang imellem. Og forsøger at rette op på mine fejl:



Nej, vi skal ikke ha' reven ost til middag.
Dette er et forsøg udi "rebatching". Jeg lavede en fuldkommen begynderfejl, glemte at komme et fedtstof i sæben - hvilket selvfølgelig bevirker, at sæben nu har en alt for høj PH-værdi. Derfor har jeg revet den, og så tilsætter jeg det manglende fedtstof og lidt demineraliseret vand eller aloe vera juice - og så nuke'er jeg den i mikro-ovnen. Hvis man har en ovn med pålidelig temperaturangivelse, kan man også smelte den der ved ca 77 C. Men det tager sin tid, vil jeg bare nævne.

Vi får se, hvad som sker. Slaget er sjældent tabt og jeg skal nok vise resultatet senere.

7 kommentarer:

  1. Vi har taget gang i jordbær- sæben her efter nytår og jeg er overrasket, positivt!

    Lavt- skummende, mild mod mine vaskekonehænder og en dejlig mild duft af jordbær.

    Ingen tegn på irriteret hud overhovedet.
    Det lover godt!

    SvarSlet
  2. Det er jeg glad for at høre, Mille!

    Jeg har sendt lidt forskelligt til folk, afhængigt af de oplysninger jeg havde om deres hud - og jeg tænkte, at jordbærsæben til dig og prinsessepigerne måske ville være et hit.

    Iøvrigt er netop den mandelsæbe også helt min egen kreation, næste portion skal have et skvæt glycerin, men så tror jeg også den er der. Den ligger iøvrigt også ved min køkkenvask ;-)

    SvarSlet
  3. Mandel 7%: Mild og lækker, tørrer rimelig hurtigt, skummer pænt og dufter ikke for voldsomt. Kan anbefales!
    Mandel 8%: Bruges til ansigt, sarte steder på kroppen eller til babyer uden problemer! Lidt blødere, men tørrer også pænt hurtigt.

    Næste gang skal du nok støbe snorene ind i de blødere sæber. De knækker aldeles omgående, når man kommer i nærheden af borehullet under brug, og det er jo synd.

    SvarSlet
  4. Fyffer pyffer, det måtte bare ikke ske!

    Hvilken sæbe er det præcist, som er knækket - 7% eller 8%? Eller - gud bedre det - dem begge?

    Det bliver nok desværre svært at støbe snoren ind, med den teknik jeg bruger. Men jeg vil holde øje med problemet og også spørge de andre testpersoner, om de har oplevet det samme?

    Måske har teknisk afdeling haft en dårlig dag?

    Tak foor kritikken, iøvrigt :-)

    SvarSlet
  5. vi har ikke oplevet knækkede snore her. og sæberne - også mandel 7% - hænger her og der og alle vegne på bruseren, og skal finde sig i lidt af hvert.
    jeg tager altid sæberne om håndleddet under brug, da jeg har en tabetendens. det rykker også i borehullerne.

    i øvrigt: rasul/shea 2 lider den tort at blive våd 2 x daglig alene pga den udsatte placering, og den ser ud til at være ligeglad. tørrer lynhurtigt og svinder ikke.

    SvarSlet
  6. Jeg har heller ikke selv oplevet hverken knækkede snore eller sæber - men jeg holder øje med problemet, måske er der sket en produktionsfejl.

    Hvor er det smart at tage snoren om håndleddet regitze - jeg lider også af tabetendens, så nu gør jeg det samme :-)

    Iøvrigt har jeg besluttet at skynde mig hjem og lave en portion rasul/shea 2, uanset hvad andre synes om den - for jeg vil ganske enkelt ikke leve uden den. Efter at have vasket mig med mine egne sæber i en måneds tid, tog jeg lige 14 dage her i julen med helt konventionelle vaskemidler. Og så stod jeg pludselig der igen med eksem i ørerne og bumser på balderne. Nu har jeg taget hul på den sidste bar og efter 2 brusebade med den - pist væk med enhver dårligdom!

    SvarSlet
  7. Det var rasul 2, der knak. Desværre. Den viste sig at være alle hankønnnenes yndling til brus, fordi de kan bruge den til hår også. Den med flyvsk elektrisk hår plager ikke de kortklippede ;o), så det var den der hurtigst blev slidt ned til borehullet.

    Der er ingen af de andre der er knækket (endnu) - af den enkle grund at der ikke er badet igennem med dem på helt samme måde, og de derfor simpelthen ikke er brugt så grundigt.

    SvarSlet