mandag den 10. januar 2011

Shampoo bar

Som tidligere skrevet, jagter jeg stadig den perfekte shampoo bar. Jeg er ofte på farten og foretrækker at rejse let, så jeg har ofte tænkt at det ville være ideelt med ET  fra top-til tå produkt, som kunne klare både hud og hår. For de, som lader sig transportere i luften, har sådan et produkt i FAST form ydermere den fordel, at man kan medbringe den i håndbagagen.

Før jeg selv begyndte at lave sæbe, snublede jeg over en rasulsæbe fra en dansk sæbefabrikant, som anbefalede sæben også til hårvask. Jeg gav produktet en chance - selv om det indeholder palmeolie! - og min skuffelse var stor; mit lange hår endte som en stor fedtet fuglerede, som dårligt kunne redes ud og derefter på grund af statisk elektricitet var lige lovlig "højt". Ud til højre med den sæbe.

Så var det jeg tænkte; det må kunne gøres bedre. Jeg havde forelsket mig håbløst i rasul, den afrikanske sæbejord fra Atlas bjergene i Marokko, så jeg lavede min egen rasul-sæbe med shea-smør og udnævnte den til min nye campingsæbe. Jeg vaskede alle mine kvadratmeter, samt mit lange hår i sæben og umiddelbart gik det langt bedre. Men ak, efter nogle hårvaske endte jeg alligevel med alt for fedtet hår og for megen statisk elektricitet. Shea-smør indeholder 7-9 % uforsæbbare stoffer, hvilket gør det glimrende til cremer og plejende sæber, men altså desværre ikke til hårvask på længere sigt. Ihvertfald ikke i mit hår.

Kill your darlings.

Jeg har taljelangt, meget fint skandinavisk hår og endda meget af det. Derudover er jeg forbandet med denne trælse kombination: tørt hår og fedtet hovedbund - eller det troede jeg ihvertfald. Jeg har altid haft en let irriteret, kløende hovedbund og desværre også med årerne tiltagende eksem i ørene. Det er ikke særligt alvorlige problemer, men irriterende nok, men jeg er fra den generation, hvor feriebillederne ikke blev kørt gennem photoshop, så uanset hvor åndsvag man så ud; man måtte leve med det. Og sådan har det også været med hovedbunden og øregangene.

Selv om min rasul-sæbe ikke lige egnede sig til hårvask, oplevede jeg at min hovedbund holdt op med at klø og eksemen i mine ører forsvandt som dug for solen, så jeg fik blod på tanden. Sund og rask hud i ørerne er alligevel en behagelighed, når man arbejder i et erhverv, hvor man dagligt skal bruge et gammeldags stetoskop.
Fornylig købte jeg Dr. Robert S. McDaniels bog "Soap Maker's Workshop". Bogen er glimrende hvad angår anvisninger på teknik, små fif og tricks og i særdelshed valg af dufte og tilsætningsstoffer - men desværre er alle opskrifterne baseret på palmeolie, undtagen en enkelt, hvilket til mit store held er en plejende shampoo bar!


Dr. Bob's shampoo/conditioner bar

Den gule sæbe på billedet er shampoo bar'en, som jeg satte over for en uge siden. Den er ikke færdigmodnet endnu, men ph-værdien er superfin. Nu skal væsken bare fordampe, så den ikke længere er helt så gummiagtig. Den indeholder jojoba-olie, som har vist sig at være "The Missing Link". Jojoba-olie er faktisk ikke en olie, men en flydende voks - den er i kemisk forstand en såkaldt ester, en kombination af fedtsyrer og alkohol. Jojoba-olie har en helt særegen kemisk sammensætning, som gør den meget lig den menneskelige huds fedtstof (sebum).

Hvilken forandring! I nat, da jeg lå i min influenza-sygeseng, og pludselig følte at en let afvaskning kunne være forfriskende, snuppede jeg "Dr. Bob's" og gav manken en omgang. Vi er der næsten, er vi. Nu skal  jeg, min egen crash-test dummy, lige teste den ved længere tids brug, og så skal der justeres lidt og udvikles en duft.

Men jeg tror sørme, det holder.

6 kommentarer:

  1. Uh, her hænger jeg på, for jeg døjer med psoriasis i øregangene, og det er absolut ingen spøg. Desuden udtørres hovedbunden ekstra i de, efter min mening, vidunderlige frostkolde vintre vi har haft de to sidste år, så jeg håber, at Dr Bob kommer i handel, så jeg kan give det en chance.

    SvarSlet
  2. Du er hjertelig velkommen, Sifka :-)

    Inden det overhovedet kommer på tale at sætte Dr Bob i handel, får jeg brug for nogle testpersoner - du er hjertelig velkommen til at deltage? Der går altså bare noget tid, det her slow-soap og sæberne skal stå og modne, præcis som hvis jeg drev en osteforretning.

    Lige nu sidder jeg og hopper i spænding, for jeg har en ordentlig skude økologiske varer og andet godt på vej fra Scotland og jeg har en lumsk ide om at erstatte vandet i Dr Bob med øl. Jeg mener, det brugte man jo til at skylle glans i håret i gamle dage.

    Jeg ved ikke om sæberne hjælper mod psoriasis og andre hudsygdomme - men jeg har bestemt oplevet lindring af forskellige hudproblemer. Jeg startede egentlig med at lave sæbe, fordi jeg blev sur over, at vi brænder regnskoven på Borneo af og slår orangutangerne helt ihjel, bare fordi vi vil ha' noget billig palmeolie...

    SvarSlet
  3. åh, jeg ville elske at være testperson! Tror i virkeligheden, at jeg er sådan en slags soapaholic. Dr Bob med øl, lyder spændende.

    Iøvrigt synes jeg, at det er et fantastisk og fornuftigt initiativ du har taget for at gøre bare lidt for at skåne regnskoven:)

    SvarSlet
  4. Årrrh, det lyder godt!

    Og du har helt ret i det med hudproblemerne. Les og Sammy har psoriasis, især på underben og overarme, og har begge set en mindskning af småpletterne.

    En ølbob? Lyder som en spændende ide. Også til os med kort, tørt, tæt, tykt hår ...

    SvarSlet
  5. Pst: hvis du kan få bob til at dufte af lavendel, kommer du til at ha' mig som fast kunde. Man kan ALDRIG få for mange lavendler.

    Les, Sammy og Rune mumler samstemmende om en citron/lime-mix som ønskeduften.

    SvarSlet
  6. Dejligt, Sifka - jeg skal bare ha' din adresse, når det er tid :-)

    Iøvrigt er tabet af orangutangerne og regnskoven næsten ikke det største problem. Produktionen af palmeolie kræver, som jeg forstår det, at man med jævne mellemrum brænder et stykke regnskov af, fordi der naturligt ikke er næring i jorden at dyrke på - og CO2 udledningen fra afbrændingerne er et kæmpe miljømæssigt problem for os alle. Desværre er danske forbrugere - og POLITIKERE! - ikke særligt bevidste om problemet. Fornylig læste jeg en artikel, hvori der stod, at der er palmeolie i ca hver 3. vare i et dansk supermarked... :-(

    Dana, det er jeg glad for at høre - jeg har selv haft særligt glæde af shea/rasul 2, som indeholder en større mængde rasul og et skud marshmallow root (lægestokrose). Om det er alle pulverne eller duftblandingen med mynte, lavendel, rosmarin og timian vides ikke - men jeg vasker lige mine ører med den engang imellem :-)

    Øl-Bob? Haha, jeg glæder mig til eksperimentet! Jeg er selv en total lavendel-freak, så det kan sagtens lade sig gøre (det var iøvrigt også Dr. Bob's forslag i bogen)

    Men jeg er også lidt lun på noget bergamot/lime. Og jeg ved ikke helt hvorfor, jeg tænker på cedartræ, men der skal eksperimenteres. Og jeg tror sørme også, jeg prøver at smide ham i ovnen!

    SvarSlet